Behov versus ønsker – den svære børneinddragelse

Tekst: Anna Krarup Jensen, videnskabsjournalist
Illustrationer: René Birkholm, tegneren.dk

I den nye Barnets Lov lægges der i højere grad vægt på at børn høres i deres egne sager. En intension som forskerne bag Mig og Min Plejefamilie hilser velkommen i forhold til anbringelser. For der er behov for, at de udfordringer, som anbragte børn har, bliver opdaget og taget hånd om.

”Grunden til at man vil sikre sig, at børn høres er, at man har en idé om, at den viden går ind i noget, der skaber handling,” siger projektleder Charlotte Bredahl Jacobsen.

Så enkelt er det bare ikke altid. Charlotte Bredahl Jacobsen påpeger, at der er nogle store dilemmaer i børneinddragelse.

”Det de voksne har brug for at vide noget om, er hvordan børnene har det på nogle parametre, der er ret personlige. Og børnene vil ikke overvåges. Børnenes behov og børnenes ønsker hænger ikke nødvendigvis sammen – og det hænger slet ikke sammen med det system, som vi har i dag,” siger hun og tilføjer:

”Børn, der er anbragt, vil gerne bare være almindelige børn. Noget af det som vi har set i Mig og Plejefamilie er, at for børnene er løsningen og lykken ikke at blive hørt endnu flere gange af endnu flere sagsbehandlere, men tværtimod at have en ret til privatliv.”

Så der er et stort behov for at finde måder, der sikrer børneinddragelse og samtidig tilgodeser børnenes behov for et almindelig børneliv, hvor de ikke føler sig overvåget.

”Det er et dilemma, for de voksne omkring børnene har et kæmpe ansvar for at finde ud af, om børnene nu også har det godt og få handlet på deres udfordringer hurtigere end de gør i dag,” fastslår Charlotte Bredahl Jacobsen.

Konkrete redskaber med stort potentiale

Familieplejekonsulenter og sagsbehandlere i otte testkommuner har som led i projekt Mig og Min Plejefamilie testet brugen af to spørgeskemaer med fokus på henholdsvis plejebørnenes trivsel og læring. Hvert skema bliver besvaret af flere voksne omkring barnet – plejeforældre, skolelærer, pædagog, fodboldtræner eller hvem der nu møder barnet i hverdagen. Og også barnet selv, hvis det er gammelt nok og vil deltage.

Charlotte Bredahl Jacobsen fortæller, at systematisk brug af screeningsskemaerne på denne måde adskiller sig fra det, man typisk bruger i socialfagligt arbejde og i børnesamtale.

”De her to måleredskaber er meget hurtige – 25-30 faste, korte spørgsmål som alle bliver spurgt om i hvert spørgeskema. Det er kort og meget konkret – nogle helt konkrete indikatorer på børns mistrivsel og børns læringsudfordringer, som er meget nemmere at svare på end det der meget åbne ’hvordan går det så i øjeblikket’. Og fordi det bliver så konkret, bliver det også tydeligt for de socialfaglige medarbejdere, hvad det er, der skal spørges mere ind til,” forklarer hun og uddyber:

Projektets evalueringer tyder på, at det er et vigtigt supplement, der skaber mulighed for øget videndeling omkring de udfordringer, som børnene har, og som der skal handles på.

En af de familieplejekonsulenter, der har afprøvet brugen af screeningsredskaberne er Heidi Wind fra Hørsholm Kommune. Hun betoner netop, at spørgeskemaerne har gjort det meget lettere for hende at spørge mere ind til et hvert barns udfordringer.

”Hvor jeg førhen nogle gange har ladet mig nøjes med ’hun har det svært socialt’, har jeg nu fået øje på overraskende detaljer. Det har været helt ned til de mindste ting, hvor jeg kan se fordelen i at vide det og kunne arbejde mere målrettet med det. Det har været vildt gavnligt, og jeg synes, at alle burde arbejde på den måde,” lyder det fra Heidi Wind i evalueringen.

Børnenes ret til at sige nej

Samtidig understreger Charlotte Bredahl Jacobsen at det er vigtigt at have opmærksomhed på børnenes ret til at sige nej.

”Vi er i projektet blevet meget opmærksomme på, at børn på den ene side skal tilbydes at svare på de spørgsmål, som de voksne også bliver stillet om dem, så de har mulighed for også at give deres eget besyv med. På den anden side skal de også have mulighed for at sige nej,” siger hun.

Kresta Munkholt Sørensen er lektor ved Københavns Professionshøjskole og en af de forskere på Mig og Min Plejefamilie, der har stået for projektets børnepaneler. Hun fortæller, at børnene gerne vil spørges, men ikke nødvendigvis om de ting, som sagsbehandleren tager op.
”Børnenes siger meget klart SPØRG OS! De vil gerne spørges om, hvornår de skal have et møde, hvad der skal tales om eller laves på mødet, hvem der skal være med, og hvor det skal holdes,” siger Kresta Munkholt Sørensen.

Forskerne opfordrer ligefrem til at børneinddragelse bliver tænkt helt forfra. Børnenes behov skal mødes, men samtidig skal børnenes rettigheder til at sige fra og have privatliv tænkes ind.

”Vi troede, at vi kunne lave guides og spørgeskemaer til store og små børn og undervise socialrådgiverne i nye ideer om børneinddragelse – og så havde vi sørget for at børnene var godt inddraget, ikke? Men i vores børnepaneler, hvor vi har spurgt børnene til råds, viser det sig, at børnene er et helt andet sted i forhold til deres børnesamtaler. Deres problematikker ligger ikke i om sagsbehandler stiller spørgsmålet på den ene eller den anden måde. Det er hele præmissen om, at de skal undersøges og overvåges på den måde, som de anbragte børn sætter spørgsmålstegn ved. Det åbner op for en langt større problematik end det, vi troede, vi var i gang med at løse i det her projekt,” siger Charlotte Bredahl Jacobsen.

Hvad er løsningen?

Det er en fast del af opfølgningen med anbringelser, at socialrådgiverne skal afholde børnesamtaler med anbragte børn. For forskerne på Mig og Min Plejefamilie står det klart, at der er behov for nye måder at afholde børnesamtalerne på.

”Alle der har barnet synes jo selv, at de nogenlunde ved, hvordan barnet har det. Men dem der skal handle på det og dem i de andre sektorer, der også har et ansvar for dele af det her barns trivsel, udvikling og læring, har nogle andre perspektiver. Og de bliver jo nødt til at dele viden og få en fælles forståelse for, hvad der skal handles på for faktisk også at få det gjort.”

På projektets konference Sammen om trivsel og læring, der afholdes 25. oktober 2022, vil projektdeltagerne præsentere de screeningsskemaer, læringsspil og indsatser, som de har udviklet og afprøvet. De er en del af løsningen på udfordringerne.
”Med de her redskaber gør man noget mere for at finde ud af, om barnet faktisk har det godt. Det kan måske åbne et frirum for, at børnene kan få lov at vælge til og fra om de også vil give deres besyv med. Sådan at vi anerkender barnets ret til både at blive inddraget og til at sige nej. Uden at det at det bliver et nej går ud over, at man ikke opdager, at barnet mistrives eller ikke lærer noget i skolen,” siger Charlotte Bredahl Jacobsen.

Hun understreger, at det desuden især af, når barnets udfordringer er kortlagt og der skal sættes ind med handlinger, at det er vigtigt at børnene inddrages.
”Vi skal give de anbragte børn ejerskab over det, der sker i deres liv,” lyder det fra Charlotte Bredahl Jacobsen.