Fra ’udsatte børn og unge’ til ’udsathed’

Udsathed som samle-begreb

Vi har aldrig – og vil aldrig kunne – sætte klare kriterier op for, hvem ’de udsatte’ børn og unge er. Er alle børn, som vokser op i relativ fattigdom, eller som bor i et såkaldt ghettoområde, udsatte? Er alle børn med diagnoser? Er alle med et handicap? Er alle, som ikke kan følge med fagligt i skolen eller ikke kender et bestemt antal ord, når de går i børnehave?  Er man automatisk udsat, hvis man ikke er del af en klasses sociale fællesskab? Spørgsmålet er selvsagt retorisk stillet her, men påpeger to væsentlige pointer: For det første, at man ikke kan afgrænse de udsatte fra de ikke-udsatte med skarpe definitioner, som giver mening i forhold til børn og unge, når vi ser på den enkelte. Og for det andet, at det vi prøver at samle under begrebet, er et bredt felt af problemer, som møder børn og unge, og som de kan have brug for hjælp til fra vores velfærdssystem.

Faren for at forskning bliver til profeti

Vi ved rigtig meget om børn og unges problemer i dag. Vi ved for eksempel, at børns chanceligheder allerede fortabes i deres tidligste år, hvis de ikke stimuleres sprogligt. Vi ved, at der i hver skoleklasse sidder et barn, som mistrives socialt. Vi ved, at de som mistrives mest i den almene skole, også ofte er udfordret på andre måder. Det være sig børn, som også socialrådgiveren møder fordi forældrene er udfordret, børn med brug for specialundervisning, eller børn med diagnoser. Vi ved, at hver 6. barn i skolealderen har en langvarig sygdom – enten inden for det somatiske eller det psykiatriske område.  At den sociale ulighed rammer børnene på deres skolegang og livsmuligheder. At børn og unge med psykiske diagnoser såvel som børn, der anbringes udenfor hjemmet, statistisk set klarer sig dårligere i skolen, end de har potentiale til. Vi ved, at børnenes problemer har et her og nu perspektiv, men de har også konsekvenser langt ind i deres voksenliv, både økonomisk, socialt og sundhedsmæssigt.

Det er vigtig viden, men det er også en viden, som rummer farer for den velfærdsprofessionelle, der på én gang skal bruge sin viden om risikofaktorerne til at sætte tidligt og relevant ind, og samtidig skal undgå, at den viden klæber til det enkelte barn – enten i form af en lavere forventning til barnet eller som tilskrevne karakteristika ved barnet selv. Eksisterende forskning har eksempelvis påpeget en tendens til, at pædagoger i deres sprogbrug inviterer børn til mere eller mindre aktiv deltagelse afhængigt af, om de betragtes som udfordrede. Og at omgivelserne har lave forventninger til børn, som anbringes, eller til børn fra bestemte boligområder og børn med bestemte etniske baggrunde. Det skal vi gøre op med. Vores forskning må aldrig blive til profeti. Det markerer vi ved at skifte fokus til udsathed fremfor ”de udsatte”.

Problemer kommer og går

Heldigvis er det sådan – for både børn og voksne – at problemer kommer og går. De børn, som trives dårligst i de nationale trivselsmålinger, er sjældent de samme tre år i tæk. Et barn kan være i en ekstrem udsat position som 3-årig og blive anbragt uden for hjemmet, men som 8-årig leve et stabilt og godt børneliv med masser af muligheder. Nogle problemer forsvinder helt. Andre ændrer form, og bliver til noget andet. Problemer er foranderlige og afgrænsede i tid for det enkelte barn. Børn med brug for særlige indsatser har det ikke nødvendigvis hele deres barndom eller ungdom. Det perspektiv må være centralt for den velfærdsprofessionelle, som møder børn og unge, såvel som for den forsker, der forsker i udsathed. Det er noget af det, NUBU’s forskergruppe er særlig optaget af, fordi det er viden, som kan støtte de velfærdsprofessionelle i at få højere forventninger til flere børn. Forskergruppen ønsker at tydeliggøre, at vi aldrig må sætte skarpe skel mellem det almene og det specialiserede område, og skabe viden, der kan gøre os klogere på, hvad der skal til for at flere børn hurtigere kommer ud af udsatte positioner.

Fællesskab er et nøgleord i forskning om udsathed

En ny gennemgang af årsagerne til bekymrende skolefravær er netop udkommet (Lomholt et al 2021). Den viser, at lærerne opfatter individuelle og psykologiske faktorer hos barnet, som de primære årsager til skolefravær. Den norske forsker i skolefravær Trude Harvik spurgte engang en række børn, hvad de oplevede som den primære årsag til deres skolefravær. Børnene svarede, at deres skolefravær handlede om sygdom og klassemiljøet, herunder mobning og relationen til deres lærer. Vi nævner det her, fordi det er et godt eksempel på to væsentlige ting for NUBU’s forskning. For det første, at vi skal udforske børn og unges egne perspektiver på de problemer de oplever, og tage dem alvorligt, og for det andet, at fællesskabet er et vigtigt genstandsfelt for forskning i udsathed, hvad enten det er fællesskabet i skoler, daginstitutioner eller foreninger. Deltagelse i givende fællesskaber er nemlig afgørende for børn og unges trivsel, udvikling og mentale sundhed på både den korte og den lange bane. Manglende deltagelse kan være et produkt af mange omstændigheder: fra sygdom og individuelle problemer til klassemiljø og relationer. Derfor er forskning i inklusions- og eksklusionsprocesser vigtig for NUBU – ikke blot som et element i forskning på lærer og pædagoguddannelsen, men som fokusområde på tværs af de velfærdsprofessionelles fagområder.

Forskning i udsathed må også vende blikket indad – mod os selv som velfærdsprofessionelle og den måde vi agerer og forstår vores arbejde.

Forskning i udsathed, må sidst men ikke mindst vende blikket indad mod de velfærdsprofessionelles arbejde og forståelser af opgaven. Når vi gør det, opnår vi vigtig viden om, hvordan udsathed ikke blot reduceres, men også produceres i praksis. Et eksempel på det, så vi i NUBU projektet Bedre gruppebeslutninger. Her påviste forskerne en tendens til, at afgørelser i socialforvaltningen træffes ud fra forforståelser om barnet og den unge, der ligger fast, allerede inden barnet eller den unges perspektiv er blevet hørt; en tendens som gruppebeslutninger yderligere er med til at forstærke. Andre NUBU forskere har været med til at vise, hvordan  didaktikken i den inkluderende skole i sig selv er med til at skabe en social orden, som forhindrer den inklusion, som efterstræbes. Velfærdsprofessionelle er med andre ord både løsningen på mange problemer, og medskabere af udsathed. Det skal vi have for øje, når vi som forskere går med den velfærdsprofessionelle ned i maskinrummet for at finde frem til de skruer, der skal skrues på, og de nye tilføjelser som må til, for at vi for alvor kan hjælpe børn og unge, når de står med problemer og har brug for hjælp. I sidste ende er det det, som er målet for NUBUs forskning.