Når velfærdsprofessionelle tager vilkårlige beslutninger

Dekoration frem for innovation

Forskernes svar er umiddelbart ja – der er mere dekoration end transformation. På møderne ser det altså ud som om, der handles på problemerne, men de reelle forandringer inde i klasserummet udebliver. Skolens professionelle bruger de forhåndenværende søms princip i stedet for at skabe reel nytænkning i forhold til den inkluderende skole. 

”Vores fund peger på det, vi kalder mere dekoration end transformation. Ikke bevidst, men netop fordi de her delpraksisser – lærernes, pædagogernes, ledelsens, PPR-psykologernes delpraksisser – ikke formår at skabe reel forandring mellem hinanden eller i hinandens delpraksisser. De connecter ikke på en konstruktiv måde,” siger Mette Molbæk fra VIA.

Vilkårlighedens systematik

Forskerne bag AppIn-projektet har identificeret det, de kalder vilkårlighedens systematik. Det synes vilkårligt, hvilke problemer der tages op på møderne. Det synes vilkårligt, hvilke mulige løsninger der peges på. Processen efterfølgende er også vilkårlig og ikke særlig sammenhængende, ligesom der sjældent er specifikke succeskriterier for, hvornår et problem er løst eller for hvilken ønsket forandring, der skal indtræffe.

”Det fremstår i hvert fald for os som forskere uklart, hvornår noget trækkes frem på møderne – som et problem eller som en potentiel løsning – mens andet passerer usagt. Der bliver hurtigt konkluderet, hvad udfordringen egentlig er,” forklarer Mette Molbæk, der også ser, at det ofte er lærerne, der har ansvaret for hvad tages op på møderne som et problem – og hvad skal der gøres ved det.

”For det er lærerne, der skal implementere det mandag morgen i 3.b. Men hvordan gør man det som lærer, hvis man står alene? Det kan godt lidt blive en gratis omgang for de andre rundt om bordet, hvis der ikke følger nogen med ned mandag morgen, når man skal realisere de nogle gange store ambitioner for, hvad der skal ske i praksis,” siger hun.

AppIn-forskerne kalder vilkårligheden for systematisk, fordi de finder de samme manglende strukturer og vilkårlige måder at samarbejde på i de fleste af de møder og skoler, som de har lavet feltstudier på.

Pseudosystematik i socialt arbejde

Deres fund vækker genklang hos Frank Ebsen, der er docent ved Institut for Socialrådgiveruddannelse på Københavns Professionshøjskole. Han ser lignende tendenser i kommunernes sociale arbejde, selvom der her er flere strukturer i form af manualer og guidelines til, hvad man skal spørge ind til.

”Det ender jo med, at det er den enkelte sagsbehandler, der fylder de der punkter ud. Det vil sige, at sagsbehandleren vælger i det her ret store apparat, hvad han eller hun synes er vigtigt. Så det bliver en pseudosystematik, som er bygget ind i en masse systemer, hvor sagsbehandlerne skal notere under hvert punkt, at de har kigget på det. Men der står intet sted, hvordan de skal finde ud af det vigtige,” forklarer han.

Vilkårligheden er altså et vilkår i arbejdet med sociale problemer, mener Frank Ebsen. Det er komplekst, og der kan ikke laves en klinisk diagnose som i lægevidenskaben. For normen om, hvornår et barns sociale symptomer er alvorlige nok til, at det skal have hjælp vil altid være til forhandling, påpeger han.

”Det er komplekst at definere sådan en norm. Det du synes er normen, og det jeg synes er normen, kan jo variere. Og det gælder også mellem to sagsbehandlere. Så hvor videnskabeligt kan man belægge den forståelse? Det er klart, at hvis barnet får tæsk eller er udsat for seksuelle overgreb og den slags, så reagerer vi. Alle kan være enige om, at hvis en voksen tæver et barn, så er det forkert. Men derfra og så ned til normalitetslinjen, der er altså et stykke at fortolke – især hvis vi sætter et forebyggelsesperspektiv ind. Vi vil jo gerne have, at vi opdager det, inden barnet bliver krænket. Eller inden barnet bliver mobbet så meget, at det får det dårligt. Hvordan finder vi ud af det? Vi kan og bør selvfølgelig spørge og undersøge. Vi kan bygge på erfaringer og indsigter, men i sidste instans er det en vurdering af og beslutning om hvornår det er, vi skal gribe ind,” forklarer han.

De hurtige beslutninger

Ikke desto mindre skal der træffes beslutninger, når et barn har det dårligt. Frank Ebsen ser en tendens til, at socialrådgiverne hurtigt bliver enige om problemet og går i løsningsfokus.

”Problemdefinitionen er faktisk det, man typisk bruger mindst tid på. Det man bruger mest tid på er løsninger. Alle agerer lynhurtigt over i løsninger. Det løsningsfokus kan virke temmelig løsrevet fra det, der kunne være barnets fokus på, hvorfor skal jeg have hjælp,” siger han.

Han kunne derfor godt tænke sig, at de professionelle i forvaltningerne flytter fokus lidt.

”Altså at de lægger tid og energi på at udforske, hvad er det for nogle symptomer barnet har, og hvordan kan vi hjælpe med at få dem væk, så barnet trives normalt. Jeg hører fx ofte sætninger som ’det er et ADHD-lignende barn’ – og bum, så er vi ovre i løsninger,” referer Frank Ebsen fra sine observationer i forskellige socialforvaltninger.

Mette Molbæk ser fuldstændig de samme mekanismer på møderne i skolerne. Hun taler om konsensuskultur.

”Vi ser et missing link mellem de forskellige delpraksisser i skolen. Man forsøger jo at skabe links, ved fx den her mødepraksis. Men vores pointe er, at det ikke er sikkert, at den eksisterende mødepraksis er den bedste måde at skabe forbindelser, der faktisk kan sætte gang i en reel udvikling i en klasse. Konsensuskulturen stopper for udvikling, for man vil meget gerne hurtigt blive enige. Det kan der være mange grunde til, blandt andet at man er presset på tid eller overskud,” forklarer hun.

Når det enkelte barn bærer problemet

En del af forklaringen er også, at når man mødes – hvad enten det er i skoleregi eller i socialforvaltningen – så mødes man om konkrete problemer, der skal handles på.

”Vi er heldigvis i den danske skole meget optagede af at hjælpe de børn, der har barrierer for at kunne deltage. Men på den måde starter pilen jo også ofte med at pege på en specifik problemstilling og et specifikt barn”, siger Mette Molbæk og uddyber:

”Det er derfor ofte stadigvæk eleven og elevens udfordringer, der er fokus på i løsningerne – og ikke fx klassestrukturen eller lærernes og pædagogens samarbejde eller didaktik eller skolens organisering i det hele taget, som noget man også kan arbejde med,” siger Mette Molbæk.

Det er en mekanisme, som Frank Ebsen genkender hos socialrådgiverne.

”Når man sidder på et møde om barnet, så har man besluttet, at der skal ske noget, og så rykker man meget hurtigt over i løsningsmodet. Fordi det skulle jo nødig hedde sig – det kommer det så nogle gange paradoksalt nok til alligevel – at der skulle gå for lang tid, og at vi ikke gjorde noget ved, at barnet har det dårligt,” påpeger han.

Vilkårlighedens systematik rammer dermed især de mest sårbare børn. Dem, der holdes møder om. Dem, der har sager på socialrådgivernes bord. Heldigvis peger forskerne også på løsninger og nye veje at gå.

Styrken i forskellige faglige perspektiver

Selvom Mette Molbæk og Frank Ebsen kommer fra hver sit fagområde og forskningsfelt er de sådan set enige i, hvordan man kan løse udfordringerne. Det, der skal til, er en anden måde at træffe beslutninger på. Og en anden måde at samarbejde på. Deres forskning giver hver sit bud på, hvordan det kan gøres. De peger begge på, at beslutningsprocessen starter et forkert sted.

”En vis grad af vilkårlighed vil altid være til stede, fordi udsatte børns situation er komplekse og der kan lægges vægt på forskellige aspekter. Men vi kan reducere det ved at skabe nogle systemer med udgangspunkt i de professionelle, der skal lave vurderingerne – og i de børn og familier, det handler om, selvfølgelig. Jeg tror, det er der, man skal sætte ind,” lægger Frank Ebsen ud.

”Vi skal tage udgangspunkt i socialrådgiverens situation – eller lærerens for den sags skyld. Hvad er det vi kan bygge op omkring dem i form af noget hjælp til at lave den her ’diagnosticering’ af problemet uden at det bliver rigidt, for det vil altid være en del af den forhandling man har med hinanden og med forældre og børn,” siger han.

Sådan en hjælp er Frank Ebsen sammen med en række andre forskere fra professionshøjskolerne ved at udarbejde i projektet Min Rådgivningspartner. De har kortlagt hvilke dele og dimensioner, der er i en god socialfaglig ungesamtale. Disse dimensioner er testet i nogle kommuner sammen med et ratingsystem, som gør det muligt at identificere, hvad hver sagsbehandler bør arbejde på at forbedre. 

”Når projektet er færdigt skulle der således gerne ligge nogle samtaleværktøjer, som den enkelte sagsbehandler eller et team kan lære sig. Når vi får det ind i grunduddannelsen og videreuddannelsen af socialrådgiverne, så begynder vi at kunne påvirke praksis til en anden måde at tænke samtaler på,” håber Frank Ebsen og tilføjer:

”Der er ingen, der har det samlede overblik over de her komplekse processer, men de velfærdsprofessionelle handler jo i det hver eneste dag. Forskningens opgave er så blandt andet at støtte dem i at reducere kompleksiteten så hensigtsmæssigt som muligt – blandt andet ved at undersøge og afprøve, hvad der faktisk virker og være et korrektiv til deres praksis.”

Inklusionsforskerne på AppIn-projektet mener også, at samarbejdet skal tage udgangspunkt i de professionelles praksis. I alle professionerne, vel at mærke. De indgår nemlig som delpraksisser i den samlede inklusionsbestræbelse.

”I stedet for hurtigt at blive enige, bør man lade de forskellige – og lige vigtige – pointer brydes for at skabe noget nyt. Det er centralt at det ikke kun er læreren, der fortæller, hvad der foregår, men at fx lederen, psykologen eller forældrene har været med nede i klasserummet og set, hvad der foregår. Og at man hylder de forskellige blikke,” siger Mette Molbæk.

De vigtige dilemmaer

Også i det sociale arbejde ser Frank Ebsen dilemmaerne mellem forskellige perspektiver med hver deres logik. Et eksempel opstår i plejefamilier, hvor hvert barn to gange om året får besøg af en medarbejder fra kommunen, der skal høre, hvordan det går.

”Det er et dilemma. På den ene side skal det kontrolleres om anbringelsen er god nok og skal fortsætte. På den anden side skal børn sikres stabilitet og kontinuitet og være sikre på, at de kan blive i plejefamilien og undgå den usikre situation de kommer fra,” fortæller han. 

Derfor skal plejefamilien og sagsbehandleren kunne håndtere dilemmaet.

”De skal have kompetencer og kvalifikationer til at kunne tale om det uden at forstyrre stabiliteten på en måde, så der opnås sikkerhed for at det går børnene godt. Vi kan lave bedre systematik, bedre samtaler, bedre dokumentations- og målingsværktøjer. Men dilemmaet løser sig ikke. Så vi skal være bevidste om sådanne dilemmaer,” mener Frank Ebsen og tilføjer: 

”Vi skal gøre dem tydeligere i stedet for at lade som om dilemmaerne og vilkårligheden ikke eksisterer – eller at tro, at de kan håndteres bare ved at krydse skemaer af i en pseudosystematik.”

Et andet sted at starte

I skolen understreger Mette Molbæk, at samarbejdet ideelt bør starte et andet sted end rundt om mødebordet, så flere faglige perspektiver bringes ind tidligt i beslutningsprocessen.

”Når vi er ude at observere i klasserum ser vi, hvor meget der sker, og hvor komplekst det er. Når vi så følger med de professionelle ind i møderummet, sker der en filtrering. Det er kun nogle bestemte ting, der kommer med ind i møderummet, bl.a. det der ikke fungerer eller nogle enkelte børns udfordringer. Så allerede i indgangen til møderummet er der sket en kondensering fra alt det der faktisk gik godt og lykkedes – som man jo kunne lære lige så meget af – til at man som professionel sidder og fortæller hinanden alt det der er svært,” fortæller Mette Molbæk.

AppIn-forskerne anbefaler derfor, at samarbejdet starter i klasserummet. Så kan man diskutere og analysere, hvad det er, der sker i det klasserum – og måske i frikvarteret. Det giver et bedre udgangspunkt for efterfølgende at få aftalt på et møde, hvem der skal gøre hvad.

”Man kunne forestille sig nogle ressourcepersoner fra PPR være med inde i klassen i en periode – eller pædagoger eller ledelsen. De kan sammen med læreren at få en bredere forståelse af, hvad der kan skrues på i det her maskinrum. For der er heldigvis mange ting der kan gøres,” siger Mette Molbæk.

Det gode samarbejde version 2.0

I projektet tager forskerne udgangspunkt i, at alle ubevidst repræsenterer nogle delpraksisser, hvor der er nogle normer, rutiner og somme tider også regler for vores job. Hvis disse delpraksisser ikke udfordres har vi som mennesker en tendens til at opretholde status quo og gøre som vi plejer.

”Vi lægger op til at forstå samarbejde anderledes, så vi fagligt kan forstyrre hinanden på en konstruktiv måde, der nedbryder nogle af de her måder vi opretholder vores delpraksis på. Det er vores forhåbning, at det kan være med til at forandre den sociale orden, både i klassen, men egentlig også den sociale orden omkring selve samarbejdet og den måde, vi forstår inklusion på,” siger Mette Molbæk.

Et af resultaterne af projektet er et samarbejdsredskab, som forskerne lige nu afprøver i en række kommuner. Med redskabet skal de professionelle forhandle de forskellige forståelser, de har af problemet. Det kræver, at de forholder sig både til deres egen og de andres praksis, og til hvordan deres særlige professionelle blik kan bidrage med viden, der nytænker den sociale orden.

”Så der er to nye ting, vi gerne vil: Vi vil gerne være med til at rykke samarbejdet ud i klasserummene, så det er der, man starter og kan diskutere ud fra et mere samlet billede. Og så vil vi gøre de professionelle skarpe på, hvad er det for en position og delpraksis, de taler ud fra, så alle perspektiver bidrager til at forandre den sociale orden i fx klasserummet og dermed skabe bedre inklusionsprocesser,” siger Mette Molbæk.