Sundhedsplejen spotter udsathedens mange kulturer

For denne gruppe af familier kan sundhedsplejen gøre en kæmpe forskel. De er ikke alene en af de allerførste faggrupper, der møder et barn efter fødslen. Modsat de fleste andre af de faggrupper, der arbejder med børn, kommer sundhedsplejerskerne også ud i hjemmet hos småbørnsfamilierne. De er dermed nogle af de første, der kan fange og forebygge tegn på mistrivsel og udsathed.

”Den viden sundhedsplejerskerne har om børns udvikling er virkelig vigtig. Vi så, at sundhedsplejerskerne gjorde en stor forskel, når først forældrene havde fået øjnene op for, hvad sundhedsplejen kan tilbyde,” fortæller Lars Ladefoged, der sammen med Kirsten Elisa Petersen for nogle år siden undersøgte sundhedsplejens betydning i arbejdet med børn og familier i udsatte boligområder.

Svært at nå familierne

De familier som har allermest brug for sundhedsplejen kan dog også være dem, som det er sværest at få adgang til.
”Der er en bekymring hos nogle familier over at lade myndighedspersoner komme ind i hjemmet og åbne op for, hvordan forældre og børn faktisk har det. Det skyldes simpelthen angst for at børnene kan blive fjernet og manglende viden om, hvad sundhedsplejen er,” forklarer Lars Ladefoged, der i dag er adjunkt ved UCL og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet.
”Så er der risiko for, at der ikke er nogen, der ser de børn, før de starter i skole. For sundhedsplejen er jo et tilbud, man kan benytte sig af eller vælge fra,” tilføjer Lars Ladefoged.

Til gengæld så han og Kirsten Elisa Petersen i projektet, at det nyttede noget, når sundhedsplejen gjorde en særlig indsats for at oplyse om deres tilbud. Forskerne fulgte Københavns Kommunes særlige tiltag i sundhedsplejen i to udsatte boligområder på Nørrebro og i Tingbjerg. Ved hjælp af målrettede mødre- og fædregrupper, flere hjemmebesøg og et tættere samarbejde med daginstitutionerne i områderne, kunne sundhedsplejerskerne nå de forældre, der kom fra andre kulturer og ikke havde den store kontakt til dansktalende personer i hverdagen. Dermed var de med til at forebygge mistrivsel i familierne, inden problemerne satte ind og voksede sig store.

Sårbarhed findes alle steder

Det er ikke kun blandt de fattigste og mest udsatte familier, at sundhedsplejerskerne støder på sårbarhed i familierne. Det tredje område, som Lars Ladefoged og Kirsten Elisa Pedersen har undersøgt, er Indre By i København, dvs. Østerbro og Christianshavn. Her bor primært velstillede børnefamilier med karrierer og økonomien i orden. Men også der mødte sundhedsplejerskerne en del familier, der var sårbare og havde udfordringer med forældreskabet og trivslen.

”Vi interviewede en række mødre på Christianshavn og Østerbro. En mor måtte stoppe med sin akademiske karriere, fordi hun gik ned med stress og depression, da hun fik sit barn. En anden mor tog ekstravagter på sit arbejde for at undgå at være hjemme med barnet,” fortæller Lars Ladefoged.

Langt de fleste familier får jo heldigvis tingene til at fungere godt – hvad enten de bor på Østerbro eller i Tingbjerg og uanset om mor hedder Mette eller Mudiwa. Men den sårbarhed, som forskerne mødte i familier med andre kulturer i de almene boligområder i Tingbjerg, var ofte anderledes end hos familierne på Østerbro.

”Hvor det på Østerbro ofte er svært for mødrene at håndtere, at hverdagen ikke lige var det glansbillede, de har forestillet sig, så kommer sundhedsplejerskerne i Tingbjerg derimod nogle gange ind i hjem stort set uden legetøj,” fortæller Lars Ladefoged og forklarer, at det hos nogle familier simpelthen skyldes manglende viden om, hvor vigtigt det er for små børn at få passende stimuli og ikke kun basal omsorg, som der ofte er godt styr på. 

”Det ser vi kan være en udfordring i nogle kulturer – simpelthen fordi de ikke aner, at det er vigtigt. De ved heller ikke, at man godt må tumle med sine børn – ja, det er faktisk en god ting for barnets udvikling at gøre det,” siger Lars Ladefoged og fortæller, at sundhedsplejerskerne blandt andet ser en del børn i de her områder, der har flade baghoveder, fordi de ligger for meget ned: ”Der skal sundhedsplejerskerne gøre en særlig indsats for at oplyse og vejlede familierne.”

Lær dansk i børnehaven

En del af Tingbjergs mødre går hjemme med deres børn. Hvis der ikke bliver talt dansk i hjemmet, kan det være et stort problem for barnets sprogudvikling.
”Nogle af de her børn kan ikke dansk, når de starter i 0. klasse. Det gør det jo rigtig svært for dem at gå i skole, hvis de først skal lære et nyt sprog,” siger han.

En af de ting, som sundhedsplejen i Tingbjerg har haft succes med, er at få familier fra en anden kultur til at se, hvorfor det kan være vigtigt, at børnene kommer i børnehave eller vuggestue.

”Det er ikke i sig selv at problem, at børn ikke kommer i vuggestue eller børnehave. Der er ingen forskning, som viser, at det skulle være bedre end at være hjemme hos sine forældre, hvis – for der er et stort HVIS – barnet bliver stimuleret nok i hjemmet,” fastslår Lars Ladefoged.  

Sundhedsplejerskerne som livline

Lars Ladefoged er ikke i tvivl om, at sundhedsplejen har en stor betydning for de her familier i de udsatte boligområder.

”Det er typisk mødre uden den store kontakt til det omliggende samfund. De taler ikke ret godt dansk, er ikke på arbejdsmarkedet. Vi oplevede i projektet, at de nærmest forgudede deres sundhedsplejerske,” siger Lars Ladefoged og giver et eksempel fra en mødregruppe, hvor sundhedsplejersken underviste mødrene i forhold til prævention:
”De havde virkelig mange spørgsmål, og det var for mange af dem første gang, at de kunne få svar på dem.”

Lars Ladefoged er således ikke i tvivl om, at sundhedsplejens potentiale er stort i forebyggelsen af kulturel betinget udsathed.

”Det handler blandt andet om at hjælpe forældrene med at forstå børns udvikling i forhold til leg, stimuli og sprog. Det handler om at give dem indsigt i, hvad daginstitutioner er og kan. Og så handler det om at støtte og udvikle forældrene selv,” siger Lars Ladefoged.