Forskningstræf 2022

Forinden var der via Call for abstracts blevet indsendt mange spændende oplæg, hvor NUBUs forskergruppe udvalgte hele 17 oplæg. Derudover bød træffet på faglige diskussioner, aktiviteter og underholdning med både fællessang i bedste (professions)højskoleånd og i form af en skøn sammensmeltning mellem Spoken Word og faglig formidling samt uformel hygge på tværs af både professioner, skoler og fagligheder.

Og hvordan skal jeg så opsummere dette berigende arrangement kortfattet? Oplæggene, kørte i parallelsessioner, hvorfor jeg kun kan kommentere på halvdelen, og desuden lå meget af den tværfaglige udveksling i de efterfølgende samtaler og diskussioner. Derfor vil jeg nu stadigvæk forsøge at opridse nogle af de tendenser, der gik igen, og som det er helt tydeligt, at forskningen indenfor udsathed og udsatte positioner særligt zoomer ind på i øjeblikket. Desuden kan du læse alle abstracts her: Book of Abstracts

Inden den officielle velkomst dukkede deltagerne løbende op, og gensynsglæden var stor. Der var ingen tvivl om, at alle havde set frem til Forskningstræffet, dets oplæg og gode mulighed for faglig udveksling. Centerchef, Lene Mosegaard Søbjerg, bød velkommen og inden de første oplæg begyndte, rejste alle deltagerne sig op, hvorefter de – på Lenes opfordring og afsætning i en historie fra det virkelig liv – i kor proklamerede, at: ”Jeg vil gerne udvikle mig fagligt. NUBU hjælper mig til at blive klogere på udsathed blandt børn og ung!”. Med de ord var både træffet, NUBUs grundlag og hele meningen med træffet på plads, og den gode stemning var ikke til at tage fejl af. Med børn og unge i udsathed for øje vil alle professioner samlet arbejde for et bedre liv for de pågældende.

Derefter begyndte første blok ud af de i alt fem blokke med oplæg. Som nævnt kan jeg ikke opsummere dem alle slavisk, men et gennemgående tema var respekten for de professioner og ansatte, som bliver uddannet på professionshøjskolerne. De forskellige oplæg fremhævede alle forskellige problematikker, fejl og mangler i samfundets strukturer og systemer, som blandt andet reproducerer og forstærker de udsatte positioner, men uden at skylden blev placeret ved lærere, pædagoger, socialrådgiverne, børnene eller de unge. Derimod blev der med en stor omsorg for både børn, unge og professionelle fagfolk taget udgangspunkt i, at skylden ikke skal placeres ved nogen. Børnene og de unge er ikke selv skyld i deres position, de professionelle vil kun børnene og de unge det bedste, og forskerne vil kun forbedre livet for dem, der er i udsatte positioner. Hjælp er nemlig ikke bare hjælp, og alle er ikke ens. Træffets oplæg fokuserede derfor på konteksten, på at systemets kasser må overskrides og på at strukturelle grænser ikke må blive begrænsende kategoriseringer. Oplæggende tog udgangspunkt i alt fra teoretiske projekter tidligt i opstartsfasen, ny empiri fra feltundersøgelser og projekter, der er ved at nå sin ende, hvorfor teori og empiri tilsammen udgjorde resultaterne.

Flere af oplæggene understregede også, at de strukturelle rammer fokuserer for meget på enten/eller, hvorfor man overser, at mennesket er komplekst, at konteksten er en tidslomme og at hjælpen gerne skal virke på lang sigt, men at dette ikke må overdøve det ”her og nu”, som børnene og de unge befinder sig i. Oplæggende tog derved fat i komplekse problemstillinger eller det, som beskrives som ”Et vildt problem”. Vilde problemer har mange komplekse forklaringer, spørgsmålene kan umuligt besvares simpelt og problemet vil aldrig få endelige løsninger. Der vil altid være flere, flere og nye løsninger, og disse nye løsninger vil altid fordre nye problemer.

Ambitionerne var gennemgående kæmpestore, hvilket hænger sammen med den store interesse og omsorg, som var et bærende element i oplæggene, men tilbage stod spørgsmålet: ”Hvad med tid?”, som blev diskuteret lystigt på kryds og tværs. Flere gange havde ordstyreren svært ved at få ro på igen, hvilket tydeligt viste de deltagendes store engagement.

Et andet gennemgående træk var om kommunikation. Måden vi taler på, om og til nogen, er med til at definere dem, der tales om, skabe og konstruere stigma og er generelt med til at forme verden. I dette perspektiv er det vigtigt at huske på fordelingen af magt, hvilket flere af oplæggene også fremhævede – i denne forbindelse også, hvordan de studerende på professionshøjskolen helt fra begyndelsen lærer at tænke kritisk over magten i mødet med borgerne, børnene og de unge. Kommunikationen er særligt vigtigt i forhold til, at der ikke kun skal være plads til alle, men at der også skal være plads til alt. Forstået på den måde at kommunikationen er med til at skabe rammerne for, hvad der er rigtigt og dermed også at konstruere accepten af forskelle eller det modsatte. Målet er, at der både skal være plads til alle og alt, og at individet aktivt deltager i fællesskabet. ”Andethed” skal fejres frem for at frygtes.

Dette bandt godt an til underholdningen torsdag aften, hvor vi efter middagen fik besøg af scenepoet Sara Hauge og forsker Anne Mia Steno, der fremførte ”Scener fra socialspykiatrien”. De to kvinder er bedste veninder. Den ene sætter ord på sin psykiske sygdom og sit møde med psykiatrien gennem kunstarten spoken word, den anden er forsker i psykisk sygdom og i udsathed og krydrede poetikken med konkrete fund i hendes forskning. Alt i alt var denne underholdning netop det, som deltagerne kaldte på: Aktiv og ligeværdig deltagelse i forskningen mellem mennesket i en udsat position og forskeren. Sara Hauges knivskarpe formuleringer, personlige betragtninger og følelsesladede performance satte sig dybt i deltagerne, der med stående bifald ærgrede sig over, at den højaktuelle underholdning ikke varede længere.

Både underholdningen og oplæggene samlede deltagerne, lagde op til diskussion og understregede, at vi er nødt til at udfordre måden vi gør skole, institutioner, diagnoser etc. på, fordi disse vilde problemer inddrager mange parter, og det er vores store og altid fælles dilemmaer.

Inden det afsluttende oplæg spurgte jeg Lotte H. Hansen og Jannie L. Prætorius fra læreruddannelsen i Odense, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, ind til deres oplevelse af Forskningstræffet. De fremhævede, at det tværprofessionelle møde var givende, da de forskellige vinkler og professioner nuancerede diskussionerne – og gav dem noget med, de vil aktivere på deres personlige forskning efter træffet. Forskningstræffet muliggør nemlig, at de kan se deres egen forskning i et bredere perspektiv. Dertil pointerede de, at det har været spændende at få indblik i nye og aktuelle projekter, som viser udviklingen inden for feltet og forskningen om udsathed. Og afsluttende afbrød de hinanden i deres iver for at beskrive, hvor godt, højaktuelt og informerende underholdningen torsdag aften var.

Til den afsluttende drøftelse var der refleksion rundt ved bordene, hvor deltagerne i grupper afsluttende delte deres pointer, og jeg vil blot fremhæve en ud af mange: ”Dejligt at høre pædagogisk forskning. Forstået på den måde, at det ikke ”blot” er børne- og voksenperspektiver, der bliver hørt, men det bliver hele tiden sat i sammenhæng med velfærdsprofessionelt arbejde og dets muligheder og begrænsninger”.

Alt i alt var Forskningstræffet 2022 berigende, informativt og givtigt på mange planer, og vi ser allerede frem mod næste år, hvor NUBU inviterer til Middelfart d. 26. – 27. oktober til Forskningstræf 2023.

Du kan se nogle af præsentationer her: Præsentationer fra Forskningstræffet 2022 – NUBU